Bestyrelsens beretning

Bestyrelsens beretning 2019.
Så har vi generalforsamling endnu en gang, og når man ser tilbage på året der gik, tror man ikke, at 365 dage kan gå så hurtigt, men i år er der gudskelov én dag mere. Klubben blev stiftet i 1981, og det vil så sige, at vi i 2021 har 40 års jubilæum. Vi må jo nok begynde at lægge lidt penge til side, så vi kan holde ”et brag” af en fødselsdagsfest.
Det første officielle møde i år var vores sædvanlige formandsmøde, hvor to bestyrelses medlemmer fra hver af vores underklubber møder op, og hvor vi blandt andet tager nogle emner op fra den foregående sæson. Efter mødet serverer Thomas 2 håndmadder og en genstand. På årets første bestyrelsesmøde tilrettelagde vi nogle af forårets arrangementer.
Vores velkomstfest måtte vi desværre aflyse, for de der skulle underholde os, var blevet syge. Vores populære vandreture, som vi har haft i mange år, har vi desværre også måttet aflyse, da det ikke har været muligt at finde medlemmer, der ville overtage disse vandreture. Skulle der være nogle af vores medlemmer, der kunne tænke sig at starte vandreturene op igen, skal I være meget velkomne. Vi forsøgte at lave en vandretur, hvor Pia Bruun skulle stå for arrangementet, men tilslutningen var meget lille, og det blev derfor ikke til noget.
Sidste års generalforsamling blev afholdt den 17. marts. Referatet fra generalforsamlingen findes på vores hjemmeside clubdanes.dk.
Den 4. april havde vi et rigtigt godt arrangement ”Hvornår var det nu det var”. Et meget populært TV program, som kørte for nogle år siden, hvor Danmarks berømte Gorm var vært. Vi var så heldige at han lige kom forbi, og var vært ved vores “Hvornår var det nu det var”. Noget vi meget godt kunne tænke os at gentage. Den 20. april, som var påske lørdag, var der endnu en gang mødt mange op til en dejlig påske frokost, med alt hvad der hører sig til der, og New Orleans Jump Band´s 5-mands orkester leverede underholdingen i traditionel New Orleans stil.
TV2 Zulu kontaktede Morten Møller fra La Pena de Dinamarca, om de var interesserede i, at de skulle komme herned og lave en TV udsendelse. Morten spurgte, om vi ville være med, og selvfølgelig ville vi det. Det drejede sig om en serie på ti afsnit, hvor to kendte personer, Nikolaj Stokholm og Tobias Dybvad, fra TV2 skulle ud på en rundrejse til ti forskellige lande bl.a. til Spaniens solkyst. Vi havde en rigtig god dag, hvor de filmede hele dagen, og hvor vi sluttede af med en fest om aftenen. Udsendelsen skulle komme til foråret.
Forårets sidste arrangement var vores grundlovsfest den 5. juni, og selv om det ligger, hvor mange af vores medlemmer er taget til Danmark, mødte et pænt antal danskere op til. Den nye danske ambassadør, Jens Kisling, der holdt grundlovstalen havde taget fruen med. De var et meget hyggeligt bekendtskab. Ambassadøren holdt en rigtig flot grundlovstale, så igen havde vi en dejlig grundlovsdag.
Vi har haft en samtale med formanden for den svenske klub, AHN, om et samarbejde. Hvis vi ville blive medlem af den svenske klub, og betale et årligt kontingent på 30 €, ville vi kunne få de samme rabatter, som de har, bl.a. hvis man spiller golf. Det sagde vi nej til, for flere af vores medlemmer, der spiller golf, er allerede medlem af AHN.
Den 1. september startede vi op igen, og ligesom de tidligere år serverede Thomas forloren skildpadde. Denne gang skulle det være rigtigt nok, det var 10. gang, og igen var der et pænt fremmøde. Efterårets velkomstfest lavede vi i samarbejde med La Pena de Dinamarca. Vi stod for det praktiske, og de for annonceringen. Vi fik hele overskuddet fra billetsalget.
Som noget nyt har vi fået Pilates i vores lokaler, fem hold i alt. I samme anledning fik vi fikset lokalet op med en gang maling, nye rullegardiner, store spejle på væggen og nye gardiner. Zumba er udgået, men vi har stadig Yoga. Det er kun tirsdag, vi ikke har noget om formiddagen, men der er så til gengæld banko om aftenen, som kører rigtig fint.
Efter i mange år at have passet vores bibliotek, har de to bibliotekarer, Agnes og Dorthe, valgt at stoppe sidste år. I to skal have en stor tak fra klubben for jeres arbejde i biblioteket, og velkommen til de to nye bibliotekarer, Dorthe og Gunna. Skulle der være nogle af vores medlemmer, der ikke ved, at vi har et stort, flot bibliotek med mange nye bøger og DVDer, skulle I lægge vejen forbi.
En af bridgeklubbens medlemmer, Keld Kjeldsen, arrangerede en Les Lanciers aften. Vi var tre eskadriller, og efter et par hårde træningsdage (ligesom i Vild med Dans), under ledelse af vores danselærer, Alice Elsig´s, gav vi en flot opvisning til stor jubel for de mange tilskuere, der sad oppe på scenen.
Takket være Gerda har der igen i år været en del kunstudstillinger. Der har også været et par film aftener, måske ikke så mange, som der plejer. Årsagen skyldes måske, at de film der trækker mest, er nye danske film, og af dem har ikke så mange været frigivet.
Årets sidste arrangement var vores juletræsfest, som altid er 1. søndag i advent. Igen sidste år havde vi en dejlig eftermiddag sammen med julemanden, de søde Lucia børn fra Margrethe Kirken og alle gæsterne. Og igen var der masser af dejlig julemusik sunget og spillet af Bent Silvester.
En stor tak fra bestyrelsen til de mange, der gjorde deres til, at det hele kom op at stå. Uden jer kunne dette arrangement ikke gennemføres. Det er også fantastisk, at så mange forretninger og firmaer støtter op omkring vores store julelotteri, og som er med til at give et pænt overskud til vores dejlige Club Danés.
Club Danés har ikke det samme antal sponsorer som før i tiden, for der er jo mange om buddet. Men vi vil endnu engang takke jer, der holder ved. I står på vores hjemmeside clubdanes.dk., og også tak til jer der har jeres reklameskilte hængende på vores dejlige terrasse:
ALBIA BEDEMANDSFIRMA – BIL BANK LUXEMBOURG – DANSKE BANK – KAAS & KIRKEMANN – LA PENA DE DINAMARCA – MONA DAVIDSEN – JYSKE BANK – SILKEBORG FLYTTEFIRMA – BOCONCEPT – DANIACARE – B.J.AUTO – MOGENS DAHL – NORDIC DENTAL – DANSCAN – ENERGI NORDIC – UNIOPTICA – BB-HOUSEFINDING – PRIVATE INVESTMENT – 24 TIMERS LÆGE OG AMBULANCE TJENESTE.
Bestyrelsen håber, at vores medlemmer støtter jer.
Sidste år fik vi 20.000 DKK. ca. 2.680 € fra Margit Schrøder fonden. I år har de forhøjet beløbet til 25.000 DKK. ca. 3.350 €. Det er vi utrolig glade for. På alle Club Danés medlemmers vegne skal der lyde en kæmpe kæmpe tak for, at vi endnu engang har fået et så flot beløb.
Skydeklubben af 8.2.1995 mistede i efteråret deres skydebane, da Tamisa Hotel lukkede. Deres bestyrelse henvendte sig til os, om det var muligt at komme til at skyde på vores skydebane, og selvfølgelig kunne de det. Vi blev enige om, at de skulle være medlem af Club Danés, og betale det samme kontingent som os – 75 €. + 25€ som dem i Skydeklub Danés. De vil helst skyde om lørdagen. Vi blev enige om, at vi skyder, som vi altid har gjort, om lørdagen fra 11 til 13, hvorefter vi spiser frokost. De skyder fra 13 til 15, og spiser frokost derefter. De to skydeklubber har ikke fusioneret, så vi har nu i Club Danés to skydeklubber.

Med venlig hilsen
Club Danés bestyrelse